Arbejdsgruppens tema er organisationsstyring, -dannelse og kommunikation i et samfund karakteriseret ved netværk, Organiseringer i industrisamfundet er velbeskrevet, mens det endnu ikke er lykkedes at beskrive informationssamfundets organiseringer, der ofte bredt karakteriseres ved netværksdannelse. Det foreslåede temas force er, at vi på tværs af forskellige empiriske områder og fakultære ståsteder kan skabe sociologiske og interdisciplinære analyser inden for rammerne af systemteori. Temaets idé er således at videreudvikle systemteorien og derigennem dels opnå bedre og mere adækvate begreber til at håndtere specifikke empiriske felter og dels koble til den internationale udvikling af den teoretiske forståelse af fænomener som styring, reformer og forandring.

Det, der inden for systemforskningen kaldes selvreference og autopoiesis, markerer samtidig grænser for styring, det være sig æstetiske grænser, læringsgrænser, retlige grænser, militære grænser, religiøse grænser, miljøgrænser etc., alt afhængigt af det forskningstema, der undersøges, hvilket Niklas Luhmann har afdækket i en lang række værker. Den grundlæggende idé er, at fx teatrets autonomi adskiller sig fra krigens autonomi, ikke blot i forhold til parametre som finansiering og retsmidler, men spørgsmålet er, om teaterkunst og krigskunst er fuldstændig adskilte, når begge systemer håndterer kommunikationsnetværk, hybride samarbejdsformer, design, marketing, organisation, kontingens? Man kan også tage andre fænomener som analyseobjekt såsom landbrugets netværksorganisation, en skoleklasse, en sportsgren, en festuge eller et politisk system. Spørgsmålet er, om autopoietisk selvorganisering kan skabes på netværkspræmisser, eller om autopoiesen brydes ned?

Arbejdsgruppen åbner for undersøgelser af alle disse grænser for styring, dels via et systemteoretisk begreb om ’strukturel kobling’, dels via et begreb om ’hybridt samarbejde’ som en formel, der undslipper styring.

Oplægget knytter sig til mit ph.d. projekt som er en sociologisk analyse af daglige cannabisbrugere i og udenfor behandling.  Data sættet omfatter, interview med 16 daglige cannabisbrugere - som har problematiseret deres cannabisbrug og besluttet at starte i behandling, og 16 daglige cannabisbrugere - som har valgt ikke at søge behandling. Interview personerne er voksne – i et aldersspænd mellem 23 – 61 år.

Der kommunikerer anderledes omkring cannabisbrug i dag, end der gjorde for bare 10- 15 år siden i Danmark. Igennem det sidste årti kan der iagttages massiv tilskrivning af problematikker i kommunikationen af cannabisbrug, primært omkring unge, men i stigende omfang også blandt voksne mennesker der ryger cannabis. Cannabisbrug bliver italesat sammen med andre problemstillinger, så som bandekriminalitet, psykisk sygdom, lediggang og social armod.  I 2004 ændredes retspraksis så besiddelse af cannabis til eget forbrug som minimum skulle udløse bødestraf.

I den samme periode kan der ses en stigende tilgang til cannabisbehandling. I 2010 valgte omkring 1261 personer at søge cannabisbehandling for første gang, i 2000 var dette tal 347. Selv om cannabisbehandling bliver mere almindelig, - vælger flertallet af daglige cannabisbrugere fortsat ikke at søge behandling.

Når organisationer som eksempelvis behandlingssystemet for stofmisbrugere og retssystemet optager cannabisbrugerne i deres kommunikation, identificeres cannabisbrugerne som bærere af en rolle med særlige karakteristika og problemstillinger. Cannabisbrugerne iagttager denne tilskrivelse og forholder sig på forskellig vis til de roller der bliver kommunikeret.

Med inspiration fra Niklas Luhmanns teori, ønsker jeg at diskutere strategiske overvejelser omkring konstruktionen af et teoretisk blik for analyse af kvalitative interview med daglige cannabisbrugere. Spørgsmålet er, hvilke kommunikationer der står til rådighed og hvilke kommunikationer aktualiserer cannabisbrugerne når de skal beskrive deres daglige forbrug af cannabis som henholdsvis forbrug eller misbrug? Dette oplæg vil specifikt omhandle, hvordan cannabisbrugerne blandt andet benytter omsorgssystemet og retssystemets koder i beskrivelserne af deres cannabisbrug, i skelnen mellem forbrug og misbrug.

Spørgsmålet er hvordan de forskellige cannabisbrugere beskriver deres hverdag med cannabis rygning? Aktualiseres retssystemets skelnen mellem ret og uret i forhold til cannabisbrug – som en relevant forstyrrelse i cannabisbrugernes fortællinger? Og aktualisere cannabisbrugerne koblinger til behandlingssystemets for stofmisbrugeres problematiserende kommunikation om cannabis rygning?

Kan der iagttages koblinger til de roller som kommunikeres med henholdsvis omsorgssystemet og retssystemet koder i behandlingssystemet og retsvæsenet?

Den danske konge Christian VIII skrev den 13. februar 1847 ovenstående linjer til sin søn som del af et svar om reformers nødvendighed i den danske helstat.

Bidraget belyser den danske centralmagts observation af sin nære omverden og forarbejdning til egne reformtiltag i den omtumlede periode 1841-1848. Udgangspunktet er de skriftligt cirkulerede betænkninger og reskripter, der cirkulerede i de inderste kredse af magten og udgjorde et uformelt netværk, til hvilken store dele af udarbejdelsen af reformtiltag udlejredes. Gentagne forsøg på at integrere netværket som mere formelt ’udvidet staatsraad’, som man havde indført i Preussen, mødte i netværket stærk modstand, da kun opretholdelsen af den operative distinktion mellem forvaltningens arbejde på den ene side og netværkets bidrag til selvbeskrivelsen af statens organisation og handlingsrum på den anden side, var hybridiseringen funktionel.

Bidragets primære empiriske materiale udgøres af betænkninger og notitser om deres reception, som først delvist er blevet udgivet i løbet af de sidste 50 år fra rigsarkiverne.

Bidragets centrale hypotese er, at den danske stats overgang fra kollegial til ministeriel forvaltning samt indførelsen af en ny grundlov er registreret og reciperet i magtens centrum som egentlig hybrid styring, der konstant måtte forholde sig til distinktionen mellem formale porteføjler og informale netværksrelationer. Implementeringen derimod forløb gennem statens formale strukturer.

Albeit the normal history of systems theory begins around the Second World War and ends with Niklas Luhmann, the paper presents this “beginning” in perspective of a much longer history that tracks the roots back to the secularisations of theological corporal thought in an early modern history from Jean Bodin, Thomas Hobbes and Samuel Pufendorff to Leibniz, d’Holbach and especially Kant. The second take-off evolves with the transformation of neo-kantianism during the First World War and follows a track from Ernst Cassirer and to the huge number of German scholars that fled to United States after 1933. Modern systems theory was born in this combination of reconstructed advanced Kantianism with American pragmatism and positivism. At the same time, it displaced attention from philosophy into different sciences and empirical as well as theoretical social research. With von Glasersfeld, Watzlawick’s, von Foerster’s, Maturana’s and especially Luhmann’s reconstruction of theory of self-referential systems, the self-description of systems theory reestablishes its interpretation of communication, forms and systems in direct connection to the classics themes and their culmination in Immanuel Kant’s Critique of Judgement (1790).

Oplægget skal ses i forbindelse med forskningsprojektet "Socio Media Education" (SME), som jeg arbejder på sammen med Michael Paulsen 2011-2014, samt de forskningsartikler som danner baggrund herfor (Paulsen & Tække 2009, 2010a, 2010b). Forskningsartiklerne beskriver hvordan gymnasieskolerne er udfordrede af de nye digitale trådløse medier.

Udfordringen består i, at elevernes opmærksomhed drages væk fra undervisningen af dynamiske websites, computerspil, SM og ikke mindst af interaktionsmedier, hvor især det sociale medie Facebook er iøjnefaldende. Man kan sige, at hvor man med trykken fik parallelle funktionssystemer, såsom politik, økonomi og religion i stedet for ét samlet hierarkisk samfundssystem, så får man med de digitale medier parallelle interaktions- og interaktivitetssystemer. Denne udvikling bevirker en række ambivalenser, således at det ikke er klart hvilke former for interaktion og interaktivitet, der er legitim i skolestuen. Hertil er det heller ikke klart hvem, der er ansvarlige for hvad, der er legitimt, hvorfor ansvaret cirkler rundt mellem lærere, elever og endda forældre. Lærerne reagerer primært ifølge vore undersøgelser, med enten forbud eller ligegyldighed på elevernes tavse inklusion i andre interaktioner og aktiviteter end de undervisningsrelevante. Dette er uheldigt af flere grunde, bl.a. lærer eleverne ikke selv, at styre deres mediebrug, man udnytter ikke de faglige muligheder de nye medier giver og forbud er knttet til kontrol hvorfor undervisningsinteraktionssystemerne mister i tillid. Den teoretiske forklaring (Meyrowitz, Goffman, Luhmann) er at de nye medier giver en ny informations- og kommunikationssituation ift. hvilken de værende normer ikke længere slår til.

Vores læsning i SME er at generere nye normer, ved at vores forsøgsklasse hverken må mødes med forbud eller ligegyldighed af lærerne. Lærerne skal udfylde det herved opståede mulighedsrum, ved at undervise eleverne i, at blive reflekterede i deres opmærksomhedsøkonomi, samt ved at inkludere de nye medier i undervisningen (i første omgang Twitter og Wiki).

Oplægget omhandler på denne baggrund hvad man ud fra Luhmanns begreb om strukturel kobling kan ekstrapolere angående forholdet mellem det psykisk bevidste og det socialt kommunikerede. Ved Luhmann ses medier son den strukturelle kobling mellem de to former for systemer, som det, der overordnet er deres mulighedsbetingelse for autopoiesis. Spørgsmålet bliver følgende hvordan de nye medier åbner og lukker for hhv. psykiske og sociale muligheder og hvordan de nye muligheder fordrer øgningen af kompleksiteten samtidigt og i gensidig afhængighed, på begge sider af distinktionen (social/psykisk). Fokus vil særligt være på hvordan den enkeltes opmærksomhed udfordres af nye sociale muligheder, som de nye medier giver rum for, og som netop derfor bliver mulige og hvordan dette udfordrer og omformer undervisningssituationer.