Identitetsbegrebet har traditionelt set stået centralt i ungdomsforskningen, idet identitetsudviklingen ofte opfattes som en meget central proces i ungdomsfasen. Især psykologen Erikson har været eksponent for dette (Erikson 1968). Her anskues identitet dels som et udtryk for, at subjektet er en individuel skabning og et biologisk liv, dels som en social og samfundsmæssig skabning. Dette dobbeltblik på identitet kan overføres til mange af nutidens forståelse af ungdomsfasen som en identitetsproces, hvor unge skal finde ud af, hvem de er personligt såvel som socialt. Men idéen om en nogenlunde fast identitet som endemål for processen må i dag opgives. Når et af samfundets mest bastante krav er, at vi hele tiden skal være fleksible og omstillingsparate, bliver en fast og stabil identitet problematisk (fx Illeris et al. 2002). Inden for poststrukturalistisk Foucault-inspireret køns- og ungdomsforskning gøres der ligefrem op med identitetsbegrebet (Søndergaard 1996: Staunæs 2004). I stedet for identitet indføres der her et fragmenteret, forhandlet, multipelt subjekt. Her kan man ikke tale om en fast identitet eller et autentisk selv, for subjektivitet anskues som et aldrig færdigt produkt af de relationer, subjektet indgår i i en given konkret kontekst, en given kultur, og i en given historisk sammenhæng. Inden for denne forskningstradition anskues ungdom og alder som forskelssættende sociokulturelle kategorier, der virker ind på, hvilke ungdomsliv der er mulige og legitime at leve.

Flere fremtrædende sociologer (fx Beck & Beck-Gernheim 2002) kobler i dag identitetsbegrebet med en tænkning om individualisering. Bauman har skarpt formuleret, hvordan denne kobling ikke bare påvirker unge, men også moderne mennesker generelt: "To put it in a nutshell, ’individualization’ consists in transforming human ’identity’ from a ’given’ into a ’task’ – and charging the actors with the responsibility for performing that task and for the consequences (also the side-effects) of their performance” (Bauman 2001:144).

Hos ungdomsforskerne Illeris et al. (2009) ses netop individualisering som det samfundsmæssige forhold, der mere end noget andet (kulturelt, socialt og personligt) præger vilkårene for identitetsdannelsen i ungdomsfasen. Selv om unge aldrig har haft så mange valgmuligheder i relation til uddannelse, erhverv, livsstil, forbrug osv., oplever den enkelte unge også en valgtvang og et ansvar for valgenes konsekvenser, der falder tilbage på én selv. Dette øger samtidigt potentielt polarisering mellem de unge, der både formår at håndtere valg og -processer og kunne redegøre for disse, og de unge, der ikke kan. For er du en succes, er det i høj grad din egen fortjeneste. Problemet opstår, hvis du ikke er en succes (eller ligefrem en fiasko), så falder det også alene tilbage på dig selv – uden blik for de sociale sammenhænge og baggrundsfaktorers påvirkning. Når vi beskæftiger os med unges identitetsdannelsesprocesser, er der derfor behov for en særlig opmærksomhed på sociale inklusions- og eksklusionsprocesser og den rolle, som social baggrund, køn og etnicitet spiller i sådanne processer.

Arbejdsgruppen indkalder på denne baggrund papers, der udfolder, udlægger, problematiserer og/eller diskuterer sociale fænomener, der bredt set kobler sig til ungdom, identitet og individualisering. Papers baseret på empirisk arbejde er meget velkomne, ligesom mere teoretisk baserede papers er.

Dette abstrakt baserer sig på mit igangværende ph.d.-projekt, som er en undersøgelse af undervisningen og læringen på tømreruddannelsen – set fra elevernes perspektiv. Empirisk hviler undersøgelsen på et etnografisk feltstudie på en tømreruddannelse, samt uformelle ad-hoc interview med lærere og elever på uddannelsen.

Problemfeltet: Den uddannelsespolitiske 95 % målsætning medfører en stor politisk og institutionel opmærksomhed på gennemførsel og frafald – i særdeleshed på eud, der har et markant højere frafald end de gymnasiale uddannelser. Denne massive opmærksomhed på eud er dobbelt og udspringer både af ambitionen om at sikre ungdomsuddannelse til alle og at sikre velkvalificeret erhvervsfaglig arbejdskraft (Cort 2010). I dag kan i hvert fald disse to logikker, logikken om fastholdelse og frafald og logikken om (god?) erhvervsuddannelse siges at være dominerende på erhvervsuddannelsesfeltet (Bourdieu & Wacquant 1996, p. 206ff). Spørgsmålet er om de tiltag der lokalt sættes i værk på erhvervsskolerne for at sikre fastholdelsen og gennemførslen af så mange eud-elever som muligt gnidningsfrit kan kombineres med den undervisning, der sikrer god erhvervsuddannelse. Under alle omstændigheder er det dog tvivlsomt, som Koudahl påpeger om eud-systemet, under de givne betingelser er i stand til at løfte denne (dobbeltbundne) opgave (Koudahl 2010).

Analysen: Med forståelsen af den daglige erhvervspædagogiske undervisning spændt ud mellem disse to dominerende logikker, ønsker jeg således at forfølge disse logikkers praktiske betydninger for eleverne i den daglige hverdag på uddannelsen. Ligesom lærernes arbejde ikke kan forstås og diskuteres løsrevet fra mulighedsrummet for lærerarbejde (Hersom 2011) kan elevernes elevarbejde ikke diskuteres eller forstås løsrevet fra de vilkår og betingelser der gør sig gældende på eud-skolen. Med elevernes perspektiv på undervisningen på eud giver det således anledning til at spørge: Hvilke (u)mulighedsrum er der for de unges elevarbejde på eud? Og: Hvilke positioneringsmuligheder (Davies & Harré 1990) giver det de unge på eud i deres arbejde på at blive til og blive anerkendt som tømrerfaglige elevidentiteter? Via mit empiriske materiale er jeg blevet opmærksom på, at disse to logikker nemlig ofte konflikter med hinanden i de daglige relationer mellem lærerne og eleverne og skaber bestemte mulighedsrum (Hersom 2011, p. 17) (og umulighedsrum) for eleverne at kunne handle med og i. Mit bidrag med denne analyseramme er således at forfølge det samfundsmæssige i det individuelle – i de daglige samspilsrelationer mellem lærerne og eleverne på tømreruddannelsen og have blik for elevernes muligheder og umuligheder for sociale inklusion som tømrerelev på uddannelsen.

Når unge i dag beretter om deres liv og trivsel, er det karakteristisk for beretningerne, at de oplever et stort ansvar for at udforme sig selv og deres liv. Men ikke nok med det: De unge oplever også sig selv som det primære referencepunkt for denne udformning. Nutidens unge betragter det altså ikke bare som deres opgave at bygge sig selv og deres liv op, men oplever endvidere, at de selv skal udgøre det fundament, som byggeriet skal hvile på.

Samtidig går forestillingen om, at andre unge lever et ungdomsliv, som er noget nær perfekt, igen i de unges beretninger. Det perfekte ungdomsliv fremstilles i vid udstrækning som det gængse, som normen, og selv om de færreste unge oplever, at de er i stand til at leve op til denne norm, sætter de sjældent spørgsmålstegn ved den. Det perfekte ungdomsliv udgør derfor en væsentlig ledetråd for de unges udformning af deres eget selv og liv, der altså kan siges at være spændt ud mellem selvet som referencepunkt og perfektionen som orienteringspunkt.

Stadig flere unge ser ud til at være fanget i dette spændingsfelt. De seneste årtier har der således været en øget tilbøjelighed til, at unges mistrivsel har antaget en selv-rettet karakter. Unge, der skærer i sig selv, isolerer sig selv, sulter sig selv eller på anden vis gør selvet til genstand for deres mistrivsel, fremstiller i vid udstrækning denne adfærd som en håndtering af et selv, der opleves som utilstrækkeligt eller mangelfuldt. Mens perfektionen tilsyneladende forbliver et relativt uantastet orienteringspunkt, sker der m.a.o. en problematisering af selvet, som gøres til genstand for straffemanøvrer, perfektioneringsforsøg osv., der i vid udstrækning opleves som bestræbelser på at rekonstruere et utilstrækkeligt og mangelfuldt selv.

I dette paper vil vi forfølge relationen mellem mistrivsel, selv og perfektion, som den træder frem i 33 unges egne beretninger. Udgangspunktet vil være kvalitative interviews med unge mellem 15 og 24 år, der har det til fælles, at de befinder sig i en gråzone, hvor de på den ene side har problemer, hvis omfang og intensitet forekommer bekymringsvækkende, men på den anden side har deres problemer ikke en sådan karakter, at hele deres liv domineres af mistrivsel (Sørensen et al 2011).

I paperet vil vi undersøge en række dobbeltheder i de unges beretninger – fx dobbeltheden mellem selvet som et uomgængeligt referencepunkt og selvet som noget, de unge selv skal konstruere, dobbeltheden mellem den selv-rettede mistrivsel som en selv-konstruktionsmanøvre og selv-destruktionen i flere af mistrivselshandlingerne osv. Paperet vil drøfte disse dobbeltheder relation til sociologiske teorier, der opløser nutidens selv (Maffesoli 1996, Gergen 1991) hhv. befæster dets status (Giddens 1996, Beck & Beck-Gernsheim 2002, Howard 2011) og i relation til nyere forskning om unge, ungdomsliv osv. (Illeris et al 2009).

I 2005 ændredes folkeskoleloven således, at det er muligt for landets kommuner at fratage tosprogede børns forældre det frie skolevalg såfremt børnene ikke taler dansk på et tilfredsstillende højt niveau ved skolestart. I Aarhus Kommune anvender man denne spredningspolitik og henviser hvert år børn til skoler i ikke umiddelbar nærhed af deres bopæle. For en del af de henviste børn foregår transporten til og fra skole med en skolebus. Paperet vil diskutere hvordan spredningspolitikken og den identitetsmæssige betydning lader sig belyse teoretisk.

Folkeskolen og integration er tilbagevendende debatemner i Danmark. Det er en udfordring at undervise en skoleklasse, hvis ikke klassen har den samme sproglige platform. Hvordan underviser man så? I Danmark anvender man spredningspolitikken som middel til at forbedre folkeskolen og integrationen. Politikken er ikke en dansk opfindelse, men anvendes efter amerikansk og til dels engelsk forbillede. Spredningspolitikken i Danmark adskiller sig dog markant i forhold til det amerikanske forbillede, idet man i Danmark spreder skoleeleverne på baggrund af sprog og ikke på baggrund af race.

Efter inspiration fra Foucault og Dean indsættes politikken i et governmentality-perspektiv. Herved belyses, at spredningspolitikken ikke kan hænges op på en videnskabelig argumentation, men udelukkende baserer sig på et common-sense argument om at spredning hjælper. Via spredning forsøger man at skabe kontakter mellem kulturer og give minoritetsbørn en dansk kulturel påvirkning. Desuden forsøger man at hæve det faglige niveau, fordi man  antager, at minoritetsbørnene har gavn af samvær med deres dygtige danske klassekammerater. Styringsredskaberne som anvendes til gennemførelsen af spredningspolitikken er som sådan  ikke  nye,  det  nye  er   måden  hvorpå  de  anvendes.  Politikken  foreslår  en  ”idealidentitet”  og ”problemidentitet”.

Paperet vil også anskue problematikken mikrosociologisk ved at se på betydningen af spredningspolitikken for individet. Udgangspunktet er en forståelse af identitetsdannelse som en dialektisk proces mellem indre og ydre. Til at anskueliggøre dette anvendes Meads begreber om den generaliserede anden og Goffmans teori om indtryksstyring. Identitet udvikles i samspil med omgivelserne ved, at det enkelte barn indoptager omgivelsernes (lærernes/kammeraternes) holdning som en korrigerende stemme i forhold til den identitet, som barnet har med hjemmefra. Det empirisk og teoretisk interessante er, hvad der sker, hvis forskellige identiteter er i konflikt med  hinanden, og hvad dette betyder i relation til lovens oprindelige formål om forbedret integration og faglige præstationer.

Paperet er en del af en specialeproces, der afsluttes i maj 2012.  De empiriske studier foretages i januar 2012.

Hvordan kan man benytte empiriske undersøgelser af børns og unges udvikling af sundhedsviden og deres fortolkning af egen sundhed til at udvikle et praktisk anvendeligt sundhedsidentitetsbegreb baseret på en empirisk begrundet hypotese om, at identiteten er kommunikativt forankret, samt at den fortolkes og tilegnes i et iagttagelsesforhold mellem individ og kontekst?

For at styrke sundhedspædagogiske indsatser i skolen, og for at sikre børnenes involvering i skolens sundhedsprojekter, er det vigtigt at opnå en bedre forståelse for, hvordan børns identitetstilegnelse og deres udvikling af sundhedsviden hænger sammen og hvordan skolen som kontekst har indflydelse på denne sammenhæng.

På baggrund af kvalitative studier af konkrete sundhedspædagogiske indsatser (Grabowski & Aagaard‐ Hansen 2011a & 2011b), vil præsentationen, med et sociologisk og sundhedspædagogisk udgangspunkt, udfolde grundlaget for et kompleksitetsmodsvarende identitetsbegreb. Fokus er på hvilken rolle identitetstilegnelse spiller for udvikling af sundhedsviden, hvilken rolle skolen som vidensformidlende setting spiller for identitetsfortolkning og videnstilegnelse, samt hvordan man kan udvikle tilgange rettet mod at styrke børns sundhedsidentitet.

Børn og unge føler ofte en sundhedsmæssig usikkerhed og utryghed på grund af omverdenens stigende kompleksitet, som kommer til udtryk som et pres og/eller en række risici og deraf følgende risikabel adfærd. For at modsvare omverdenens pres er det nødvendigt for den enkelte at kunne opbygge en følelse af at have en identitet og i særdeleshed, i lyset af det generelt stigende sundhedsfokus, en sundhedsidentitet. Børn og unge uden meningsfuld sundhedsidentitet har svært ved at danne fornuftige sundhedsstrategier og dermed svært ved at navigere og sortere i sundhedsinformation. (Wistoft et al.,2008)

Identitetsforskning lider ofte under en fast forankret, klassisk opfattelse af begrebets rækkevidde, hvilket er begrænsende og medfører kontinuerlige forsøg på omformulering, modernisering eller reaktualisering af begrebets betydning (Schwartz 2005; Waterman 2008; Harrell‐Levy & Kerpelman 2010). Mange formuleringer tager et mere sociologisk udgangspunkt (Cóte 1996; Abrams & Hogg 2004) end de klassiske identitetsteorier (Erikson 1968), men har ofte problemer med at definere forskellen mellem individuel og social identitet (van Hoof 1999; Coté & Schwartz 2002). Ved at beskrive identitetstilegnelse og identitetsfortolkning som et iagttagelsesforhold (Luhmann 1992) mellem individ og kontekst, er det præsentationens udgangspunkt, at man dermed overkommer de problemer, som identitetsteoretikere støder ind i, når de skal definere identiteten som enten individ‐ eller socialt forankret. Udgangspunktet er, at et kommunikativt forankret (sundheds)identitetsbegreb ikke er enten individuelt eller socialt forankret, men snarere formår at inkorporere begge dele (Grabowski 2006).

Since Giddens in 1992 predicted a growing tendency of family relationships based on formal independence, equality and intimacy between family members, also known as ‘the democratic family’, scholars have discussed the conditions for living out the ideal in practice and the implications of living out the ideal. Previous studies using the theory to study relations between parents and children have been mainly qualitative. In this quantitative study I empirically validate the theory of the democratic family as a model for studying parent-child relations in the children’s pre- middle- and late teenage years, seen from the child/ young person’s perspective. I do this first by using a latent class analysis to form a typology over Giddens’ theory of democratic parent-child relations. And secondly I use the typology as an independent variable in a multinominal regression analysis of the child’s experience of autonomy, life satisfaction and level of alcohol consumption.

I find that the theory of the democratic family function as a structuring principle for looking at parent-child relations in Danish families with older children but do not find that families live out the full ideal-type of the democratic family as Giddens predicted it. Instead I find two types of families represented in the data that each live out two of the elements of Giddens’ theory: One family who is high on independence and high on equality but low on intimacy and another that is high on equality and intimacy but low on independence. The multinominal regression analysis shows that living in a family that practices a high level of equality and a high level of intimacy is associated with a higher level of experienced autonomy, a higher level of life satisfaction and a lower level of alcohol consumption while living in a family that practices a high level of independence and equality but a low level of intimacy is associated with a lower level of autonomy, life satisfaction and higher level of alcohol consumption.